fredag den 8. maj 2009

Kært barn har mange navne

Hvis du har læst om Artig Verner på andre sider (myspace f.eks.), så har du nok bemærket uregelmæssigheder i bandmedlemmernes navne, hvis du sammenligner med nærværende side. Dette skyldes hverken skizofreni, uoverensstemmelser eller fine fornemmelser - faktisk véd ingen, hvad det skyldes. 

Men her er en lille parlør over bandnavne:

Heavy-Olle = Heavy-Olle
John F. Enemy = Dalle
Seraphim Ambrosius = Ambro
Justin Time = Ralle
Joey Bowie = Elvis Olsen
* ARTIG * VERNERS * SEGL *



Som tiden går...

Det er nu snart et halvt år siden, der blev tilføjet indlæg på denne blog. Det betyder ikke, at tiden er gået i stå og lang mindre, at Artig Verner er gået i stå!

Vinterhalvårshiet har været brugt fornuftigt og efter alle de rationelle dyders regler. Der er blevet pudset guitarer, ryddet op i gamle instrumenter, støvet numre af og drukket på fremtiden. Et lettere amputeret Artig Verner spillede år 2008's sidste gig foran et betaget publikum i Stengade 30 engang i december. Scenariet gentog sig næsten i midten af januar 2009, hvor det stadigt amputerede Artig Verner havde fået forstærkning af en guitarist fra Neil Young Tribute. Det blev til en herlig koncert på Nørrebro, hvor selv mindre børn følte sig kaldet til at danse.

Endelig deltog Artig Verner i Melody Maker Constest i Pumpehuset d. 4. april. Stenbroens Gentlemen spillede som sidste band og tog publikum med storm, men det hjalp os ikke videre i konkurrencen, da de to vindere skulle findes blandt de orkestre, som havde solgt flest billetter (sic!). Så allerede da lydprøven blev afholdt, var det 99% sikkert, at Artig Verner kunne trække sig tilbage denne aften, uden at skulle bekymre sig om morgendagens tømmermænd forårsaget af alt for mange natlige champagnebobler...

Men der går som regel ikke en koncert, uden den kaster en eller anden form for belønning af sig. Således også denne gang hvor Artig Verner ikke gik helt tomhændet hjem. 

Mere om dette senere... ;-)

torsdag den 27. november 2008

Rockhunden glammer!

Tirsdag den 2. december glammer rockhunden for alvor i Stengade 30, når stenbroens gentlemen - ARTIG VERNER - træder op kl. 22!

Garagepoppens glade drenge lokker folk og fæ i fordærv med inciterende og håndbrygget musik, hvor The Ramones holder hånd med Jørgen de Mylius.

Kom blot nærmere... lad dig fange ind - men pas på du ikke skærer dig på akkorderne!


PS: elefantungerne er fundet. Der bliver helt sikkert spillet flette samtlige fingre, gnister, sømandsvisen (i uhørt Blekingegadeversion) og swing. Og så kan jeg ikke lige huske resten...

Ja & amen i Mariakirken

Fredag den 21. november var aftenen, da ARTIG VERNER trådte ind i de hellige haller på Istedgade 20.

Menighedsrådet havde sagt ja til ARTIG VERNER, og stenbroens gentlemen kvitterede med et Amen hin snestormende aften, hvor det vitterlig var november mere end nogensinde.




I følge ARTIG VERNERs Pressetjeneste forestiller
fotoet ikke Anti-Heavy, som mange fejlagtigt tror.


Denne aften, hvor vinterens kulde kom til stenbroen, åbnede kirken sine døre og ARTIG VERNER sin musik for menigheden og andet tililende godtfolk fra Maria Kirkeplads og omegn.

Frivole sømandsviser, erotiske novemberlængsler og den ultimative Vesterbro-hymne, Græd ikke for mig, Vesterbro, blev leveret akustisk foran INRIs billigende blik.

Menighedsrådet var efterfølgende vært ved en "tårnkold" i nogle afsides beliggende gemakker. Her fik bandet også mulighed for at hilse på sit og Kristus' fans. Alle blev enige om, at denne store oplevelse sagtens kunne holde til en gentagelse, og Organist Jørgen takkede for koncerten ved at overrække Heavy-Olle en flaske god snaps på menighedsrådets vegne.

For god ordens skyld skal det nævnes, at ARTIG VERNER nåede at forlade stedet, inden kaffen blev sat på bordet!

torsdag den 13. november 2008

Kirkerock fredag d. 21/11, Istedgade 20


Fra Mariakirkens hjemmeside:

"Fredag d. 21. november kl. 19.30: Artig Verner
Vesterbro bandet med hang til iørefaldende pop og tekster fra stenbroens barske og poetiske univers giver koncert i Mariakirken. Musikalsk placerer bandet sig et sted mellem Gasolin, Sterling og Magtens korridorer. Vel mødt til en aften med rock'n'roll i kirkerummet. Fri entré."

søndag den 2. november 2008

Stegt flæsk og høj persilleføring

Lørdag d. 1. november havde 4/5 dele af Artig Verner fundet plads i deres travle program til at tage en fridag fra livet som kommende rockstjerner. Biksen i Dannebrogsgade lagde lokaler til bandets indtagelse af flæsk og alkoholiske drikke.

Der kom ikke noget konkret ud af seancen - f.eks. i form af nye sange eller væsentlige karriereændringer - men stemningen var både høj og hyggelig og unoderne stoppede først henimod den årle morgenstund, efter John F. Enemy havde afprøvet stedets sofa og fundet den i orden.

Artig succes på Hovedbanegården

Stenbroens gentlemen gæstede Københavns Hovedbanegård i anledning af Spil Dansk Dagen torsdag d. 30. oktober. Det veloplagte band diskede op med hele repertoiret i akustisk version, og publikum hoppede med på spøgen og lod deres ører svømme hen på bølger af vellyd.

Kl. 18.30 trådte orkestret i karakter med en nævefuld ærkekøbenhavnske fortolkninger af livet på de toppede brosten. Der var tale om et sandt traktement, idet der både var de gamle velturnerede popsange som f.eks. Lærkevej, men også plads til en akustisk version af det svedende rockhit Gnister, ligesom publikum var vidner til en jomfruopførsel af den nærmest salmeagtige Græd ikke for mig Vesterbro.

Det er nu anden gang Artig Verner har besøgt kongerigets nationaltogstation, sidste gang var naturligvis til forrige års Spil Dansk Dag, og rygtesmedende i miljøet spekulerer allerede nu på, om Artig Verners besøg på Hovedbanegården er ved cementere sig som en institution i dansk musikliv.

Artig Verner vil gerne takke de fremmødte elskere af god musik - hvad enten deres vej blot faldt forbi eller de var taget derhen med vilje og vellyst - for en herlig time Under Uret.

Husk: den næste koncert er i Maria Kirke på Vesterbro fredag d. 21. november, hvor Artig Verner vil spille for syndere og frelsere. Dette er igen en akustisk koncert (akustiske instrumenter elektronisk forstærket) og lytterne vil blandt andet være ludere, lommetyve og letlevende præster. Så vær velkommen herhid!

AMEN :o)